Vi havde endelig ferie og kørt tværs over Po slettens 42 grader uden aircondition. Nydt at temperaturen faldt, da vi havde passeret Firenze og set frem til at vi snart at kunne dreje fra A1 ned til afkørslen mod Orvieto. Så var der kun det sidste stræk tilbage, op ad bjerget Monte Peglia, hvor huset ligger, 625 m over vandet. Endelig holdt vi foran huset. Kunne slukke for motoren og lade stilheden indfinde sig. Mærkeligt endelig at være fremme , her, hvor tankerne så ofte havde søgt hen, de sidste mange måneder. Nu var vi her endelig og vi kunne blive her i 3 lange uger.
Bekymringen om vores lille lastbil kunne klarede turen var blevet gjort til skamme. Heldigvis. Den lille stærke Renault, der var tungt lastet med vores ejendele, havde klaret turen uden problemer også Brennero/Brennerpasset dog med 60 km/t....men vi kom over.
Stedet var overgroet og der lå en del affald efter håndværkerne
At stedet var overgroet var dog kun en lille ting i forhold til, hvad der sker med et hus, når vinduer og døre har stået på vid gab i over 1 år. Huset var møgbeskidt. Der var tydlige spor efter besøg af dyr og visne blad og grene. Vi fandt ret hurtigt ud af at vi ikke var alene i huset. Der foregik noget på Primo Piano. Det lød som om at 1.salen af huset var fuld af fugle....... jeg fik fornøjelsen af at finde ud af hvad der foregik.
Vi havde fået revet den gamle brede trappe ned til 1. sal så jeg tog en stige og kravlede op, med så meget mod jeg kunne have i mine sommer shorts. Det syn der mødte mig var et due eldorado, nærmere imperium. Her var due liv for fuld udblæsning i alle livscyklusser. Levende duer, døde, gule dueunger, halvspiste duer, duereder nok til en hel koloni...hvilket der nok også havde været, intakte, åbne rådne og eksplosions klare æg, der eksploderede når jeg rørte ved dem. Derud over var der duelort i bunkevis. Da jeg var den bedst til at håndtere flaskende, skræmte duer ud af huset blev det min opgave. Jeg måtte jagte voksne duer rundt fange dem os mide dem ud af vinderne sammen med deres afkom. Mit hjerte bankede lige så hurtigt som deres. De næste par dage gik med at lytte om de mon kom tilbage og tætne hullerne omkring faldstammen der åbenbart var stort nok til en due krop og lytte til deres kurren. De sad nu på den anden side af vinduerne og stirrede med det ene øje på det tabte paradis. Jeg må indrømme at lyden af skovduer har fået en lidt anden betydning for os nu efter denne oplevelse.
